Jesper Larsen besøgte os igen. Denne gang på Aktivhuset Virkedal, hvor han havde valgt emnerne Bornholms Rundkirker og navnkundige Leonora Christine.
33 var mødt op for at høre Jesper fortælle.
Arrangementet startede med en let anretning, som bestyrelsen havde stået for. Der var lune "deller" med rødkål og forskellige lækre tærter med salat. Da den største sult havde fortaget sig, tog Jesper over.
Han rokkede lidt ved myterne om kirkernes form, arkitektoniske ophav, deres placering, og om de nu også var indrettet til forsvar. Jesper stillede spørgsmål til, om der i virkeligheden var tænkt på observatorier, der samtidig var indrettet som depoter for korsridderne på deres togter mon Venderne. Der fremkom mange interessante teorier, men Jesper gav også udtryk for, at der skal meget til for at lave om på befolkningens tro, på at der er tale om kirker, der kunne beskytte i ufredstider.
Så var det kaffetid, hvor snakken gik livligt, om det vi havde hørt. Den nye Klippeøens sange blev ved samme lejlighed "prøvekørt". At der i førsteudgaven havde været en sætternisse på spil, ødelagde ikke den gode stemning. Vi må blot håbe, at der bliver læst ekstra korrektur inden næste oplag.
Efter pausen tog Jesper fat på et andet aktuelt emne nemlig Leonora Christine. Alle har vel hørt om den diskussion, der har været om navnet. Kunne man ikke have valgt et navn på en hæderkronet bornholmsk kvinde? - Eksempelvis Marie Kofoed. Ja, men hvorfor havde folk vendt sig fra navnet Leonora, var hun så forfærdelig? Der er jo ingen tvivl om, at det lykkedes hendes mand Corfitz Ulfeldt at blive landforræder indtil et par gange, men var hun med på ideen? Var hun så en intelligent skurk eller bare dum? Ingen af delene er jo særlig flatterende. Noget positivt vil hun da blive husket for nemlig bogen "Jammersminde". Jesper sluttede af med at sige: "Det kan da godt være, at hun var et skarn, men lidt godt var der da ved hende". Det samme mente han man kunne sige om færgen, hun havde lagt navn til. Det gælde i øvrigt også Willum. Prøv at se igennem fingre med at der har været og er lidt knas med dem ind imellem. Vær i stedet stolte af at øen bliver betjent af nogle af verdens hurtigste færge.
Ref.: B. Rohde