FROKOSTARRANGEMENT


Lørdag den 8. oktober 2005

pihl_1.jpg (108110 byte)Godt 30 mennesker havde sat hinanden stævne på Camillagården for at nyde bestyrelsens hjemmelavede pølsebord samt sangeren Jens Ole Pihl. Det lykkedes vist for de fleste at nyde begge dele, selv om de, der ikke er bornholmere, kunne have svært ved at forstå sangteksterne.

pihl_2.jpg (104230 byte)Jens Ole Pihl, der nu er bosat i Sønderborg, er født på Hullegård i Poulsker, og det er fra moderen, han har sin musikalske interesse. Han har i mange år spillet rockmusik, men gennem de sidste ca. 10 år har også bornholmske sange vækket hans interesse, og han har udgivet 2 CD’er med bornholmske sange. Den første er mest med gamle kendinge, mens den anden er med nyere sange, fortrinsvis med tekster af Kurt Kofoed og Pihl selv.

Vi lagde ud med et par fællessange, bl.a. Østersøens Perle på bornholmsk, og derefter gav Jens Ole Pihl ellers prøver på sit repertoire, ind imellem at han fortalte om sig selv og sine sange. Det blev til mange sange i løbet af eftermiddagen, og især de nyere sange som fx Lømlana frå Lævka og Regjonâlan gav anledning til mange smil på læberne. Det er dog svært at fremhæve nogle sange frem for andre, da alle numre fremkaldte fortjente klapsalver, og man kunne mærke, at Jens Ole Pihl brændte for at udbrede kendskabet til sange på den bornholmske dialekt. Meget passende sluttede eftermiddagen med sangen Hjemstavnsbornholmer.

Forhåbentlig bliver det ikke sidste gang, vi kommer til at møde Jens Ole Pihl i foreningen!

Inge Mortensen