FROKOSTFOREDRAG med Jens Bjørn


Lørdag den 1. nov. var 25 medl. af Bornholmerklubben Fyn mødt op til foredrag med Jens Bjørn.

 

Inden foredraget startede vi med en lille let frokost, som det så ud til at medlemmerne nød.  Efter frokosten startede Jens Bjørn sit foredrag, hvor han meget levende fortalte om de  projekter han har været med til at starte i det gamle Sovjetunionen og andre østlande efter murens fald.

 

Det hele startede med at han havde en landbrugselev fra Estland boende på Bjørnegården, som ligger nord for Kerteminde,  Landbrugseleven fra Estland havde fortalt at der manglede landbrugsmaskiner overalt i de små samfund, da de store kollektive landbrug var brudt sammen efter kommunismens fald.

 

En annonce i ugebladet Landbrug Fyn, hvor han efterlyste brugte landbrugsredskaber, var starten på projektet, og Jens Bjørn blev kimet ned af en masse landmænd, som havde en masse gode maskiner stående, så inden længe havde han fyldt kulprammen inde fra Fynsværket med landbrugsmaskiner. Kulprammene sejlede alligevel tomme forbi Estland og kunne således bruges.

 

Ude i de små estiske landsbyer fik han oprettet små andelsbevægelser med en demokratisk valgt bestyrelse, som skulle drive maskinstationerne, og det blev en stor succes.

 

Efter succesen i Estland kom Jens Bjørn  til at arbejde med lignende projekter i Moldavia og Kosovo, og han blev af ministeriet bedt om lave et projekt i Kaliningrad, hvor det var gadebørn, man gik ind og hjalp.

 

Det skete på samme demokratiske måde med valgt bestyrelse som så skulle styre en slags institution med tilhørende landbrug, skole osv. Jens Bjørn har gjort et kæmpe stykke arbejde for at hjælpe folk i østlandene, og er også med den begrundelse blevet valgt til "Årets Fynbo".

 

Det var en virkelig interessant eftermiddag med en meget veloplagt fortæller, som vi alle nød meget.

 

ref./Finn Mortensen