21 medlemmer havde fundet vej til det dejlige Sydfyn.
En smilende og veloplagt Henrik Hjelholt bød velkommen til familievirksomheden Hjelholts Uldspinderi. Helt tilbage 1878 startede Henriks oldefar med at spinde uldgarn for de lokale fåreholdere.
Maskinerne er ret gamle helt tilbage fra 1930 og 40'erne, medens de nyeste er fra omkring 1960-1970. Det betyder også, at går der noget i stykker på maskinerne, er det rimeligt kostbart at få fremstillet de håndværksmæssigt tilvirkede reservedele.
Efter frokosten kørte vi i næsten samlet trop til Damestenen (eller Dammestenen, stavemåden diskuteredes en del), Fyns største sten. Nogle af medlemmerne havde aldrig tidligere været her, mens andre hjemmevant besteg "bjerget". Det blæste dog noget, så vi bestemte os for at fortsætte til Lundeborg for at indtage kaffen. Her fandt vi hurtigt en dejlig, lun plet ved stranden, og så kom kaffen og bestyrelsens hjemmebag frem. De fleste var en tur henne og bese den forholdsvis nye lystbådehavn, mens andre nynnede Lundeborghymnen og bare nød det dejlige vejr.
John tilbød så, at de, der havde lyst, kunne køre med til Langeskov og se hans have, og hvilken have! Et imponerende syn! Der er vist ikke mange, der har set så mange rododendron i så mange afskygninger i en privat have. Efter at have nydt haven, takkede vi af og ønskede hinanden god sommer.
ref. B. Rohde/ I. Mortensen