MADPAKKETUREN til Sydfyn
Lørdag den 17. august mødtes 28 af foreningens medlemmer ved Blomsterhaven Strandlyst, som ligger ved Nab 6 km øst for Faaborg.
Medlemmerne nød rigtigt den dejlige landbohave, hvor ægteparret Madsen går og passer den 7500 m2 store have, som de selv har anlagt. I det fantastiske sommervejr gik folk rundt i 1½ times tid og nød et væld af blomster og træer.
Der var anlagt vandlandskab, grotter, udsigtstårn, tehus m.m., hvor medlemmerne sad og hyggede sig, medens snakken gik.
Madpakken spiste vi ude under æbletræerne med en fantastisk udsigt over det Sydfynske øhav. En flot oplevelse , som kan anbefales.
Efter turen i blomsterhaven kørte vi til Katterød Kunstcenter og drak eftermiddagskaffe. Nogle fik også lettet deres pengepung, da der var nok af ting og sager, man kunne købe.
Efter besøget på Kunstcenteret kørte vi til et af vore medlemmer, Mary Karlsens sommerhus, som ligger ved Bøjden. Her fik nogle sig en dukkert i det lune vand (23O var der nogen, der påstod). Andre slappede af oppe i haven, medens andre gjorde klar til grill. Medens folk sad og nød deres mad og aftenkaffe ude i haven, var der en flot solnedgang over Helnæs.
Da den sidste sol var forsvundet ned over Helnæs ved godt 21-tiden, var folk ved at væer godt mætte af mad og alle de indtryk, de havde fået i løbet af dagen, og det var tid til at takke af. Tak til Mary for lån af sommerhuset.