Mel.: Den første
gang jeg så dig
Når sjymninjen saj sænkjer, går tânkerna
asta
te øen, som jâ gjærna kajler min,
så sedder jâ å tænkjer på mina bælladâ,
som svânt enjgång forr majed lænje sin.
A ajle tinj står grajnt å rârt, sjønt ded mænn e et minje,
mit jimm, min by, min ø så klârt, forrgjæddes injensinje,
å dærforr e'd ja sajer, som tit teforn jâ så:
Bornholm, du e min varden -mit ded bæsta.
Så liden e dænj øen, å bjær'n e mænn små,
å lived dær e ønte altid læt.
Men stor e Østersjøen, å himlinj læjesa,
å i naturn e alt så såra nætt,
nar vårens blomster pyra fram, når starr å fjællstauii sjynger
nar Iyza nætter voss fortrojller, å når høst begjynjer,
men au i blass å snerogg, nar ajle ting e grå:
Bornholm, du e min varden - mit ded bæsta.
Ded borrinjholmska språged, ded hâr sin ajinj klång.
Ded e ju som dænj øen, vi kanj li.
Snârt e'd haweds bruzan, å snârt e'd bækkjinjs sång,
å skau å kløpper gjemmer saj dær i.
Vi lær kanjsjesens nya or, så anra kanj forstå voss,
men tona i ded språged kanj vi ønte læggja frå voss,
ded va ju dænj vi lærde, då vi som bælla språng:
Bornholmskinj e mit språg å mit ded bæsta.
Aksel
Kofoed