Login

Aftenarrangement på Søbysøgård.

Onsdag d. 15. maj 2013 havde 24 klubmedlemmer sat herregården og Statsfængslet Søbysøgård
stævne ved gitterporten. Her blev vi hentet af fængselsbetjent / museumsleder
Kurt Rosenfeldt. Efter velkomsten på trappen til hovedbygningen kom vi
indenfor, hvor vi fik en grundig og spændende gennemgang af herregårdens mange
skiftende ejere og deres historie. Sidste adelige ejer var baronesse Malvine
Zyphen - Adeler, som dør i 1919.

I 1925 overtager udstykningsforeningen for Sjælland og Fyns Stifter herregården. Næsten alt
indbo blev bortauktioneret før statens køb i 1931, dog er prinsesseværelset
nogenlunde intakt med bl.a. maleriet " den hvide dame", som øjnes i
billedet .

Siden 1973 er herregården drevet som statsfængsel under Direktoratet for
Kriminalforsorgen. Hovedbygningen bliver i dag brugt som kontor, til undervisning
af de indsatte, bibliotek m.m. Riddersalen bliver brugt til større
arrangementer; det var også her, vi nød bestyrelsens medbragte kaffe og kager.
Under og efter kaffen gik snakken livligt, og der blev stillet mange spørgsmål
til Kurt Rosenfeldt.

Svarene:134 indsatte, kun mandlige. Personale 100, ca. ligeligt fordelt mellem kvinder og mænd. Intet
problem med rekruttering af personale. Alle indsatte skal arbejde eller modtage
undervisning. For indsatsen udbetales kr. 9 / time og efter fortjeneste kan
opnås tillæg med 2 x 2 kr. / time, således den maximale timeløn bliver kr.
13,00.

Det manuelle arbejde består i at arbejde i landbruget, som udgør 165 ha, og som er drevet
økologisk siden 1999. Malkekvægbesætning på 125 stk. med tilhørende opdræt.
Gartneriet drives ligeledes økologisk, hovedsageligt med krydderurter og skoleagurker,
vedligeholdelse af bygninger og park, som er fredede.

De indsatte får udbetalt kostpenge p.t. kr. 70,00 / dag. De skal selv købe ind og tilberede
deres mad. Flere går sammen om indkøb og tilberedning, så rækker pengene
længere.

På museet så vi effekter fra de indsatte, arbejdspladser, læge og sygepleje, konfiskerede
effekter, en fangestue m.m. Tidligere brugte de indsatte udgangsuniform ved
udgang.

Efter ca. 2 timer takkede vi af med Søbysøgård og Kurt Rosenfeldt. Et godt og spændende
arrangement. Håber alle kom godt hjem trods den silende regn og torden.

Ref.:
Henning Koefoed

Copyright © 2013. Bornholmerklubben-Fyn.