Rosenhave og valgmenighed

Rosenhave og valgmenighed.
Disse to ting har måske ikke så meget med hinanden at gøre, og dog. I hvert fald kan de medlemmer, der var i Vejstrup den 15. juni til vores arrangement hos valgmenighedspræst Anders Carlsson i præstegården godt se forbindelsen. Anders Carlssons store passion er nemlig roser, som han dyrker i stor stil ved præstegården.
Vi startede kl. 16, hvor vi først samledes i valgmenighedskirken, hvor Anders Carlsson levende fortalte om kirken og dens tilblivelse og fremtid. Plus om diverse andre ting, for han var meget ivrig og næsten ikke til at stoppe.
Derefter samledes vi i hans store rosenhave, som han også fortalte om, inden vi blev sluppet løs blandt hundredvis af forskellige roser. Mange af roserne har han taget med fra Bornholm, hvor han i ca. 10 år var præst i Rønne. Kig evt. på TV2Bornholm- kong Gulerod- Anders Carlsson og se en udsendelse fra hans rosenhave. For at forstå, hvor stor en rosen-nørd han er, er man nødt til at opleve manden selv, det kan ikke beskrives her. Han samarbejder med nogle af verdens største rosenproducenter og skal også være dommer ved noget, der kaldes rosernes OL, hvilket siger en del.
Anders Carlsson og hans frivillige hjælpere har store ambitioner for haven og er i fuld gang med at udvide den. Et stort og arbejdskrævende projekt, som vi håber bliver en realitet.
Efter at være blevet klogere på roser samledes vi i kirkehuset, hvor foreningen diskede op med aftensmad i form af pålægsplader, der var et syn for øjet og en lise for maven. Et par sange blev det også til, inden Anders Carlsson igen fik ordet og nu fortalte om sin familie og sin barndom i Østerlars og senere sin tid som præst i Rønne. I parentes skal lige bemærkes, at hans forældre var med til at starte Østerlars Friskole. Rigtigt interessant, og han kom omkring rigtig mange ting, som vi af pladshensyn desværre ikke kan referere her.
Vi sluttede af med en kop kaffe og en tak til Anders Carlsson for en rigtig interessant aften

Hjemstavnsforeningen Bornholmer-klubben Fyn af 1982