Fyn-foreningens fine februar-foredrag.
Den 22. februar havde vi besøg af Ingrid Kofod Larsen fra Martin Andersen Nexø-museet. Vi indledte med en let frokostanretning, som denne gang bestod af et gevaldigt stjerneskud. Det var et sats, da vi ikke vidste, om alle spiste fisk, men det var tilsyneladende ikke noget problem, for folk spiste med god appetit. (Apropos fisk var det vist ikke alle, der hørte, at Hanne Ipsen fortalte, at da hun som barn syntes, at det var synd for fiskene, at de frøs, når de kom op af vandet, så hun gav dem dukketøj på.)
Ingrid Kofod Larsen kom vidt omkring i sit foredrag om Martin Andersen Nexø. Ingrid er forkvinde for museet og arbejder ihærdigt på at udbrede kendskabet til både forfatteren og museet. Hun er uddannet lærer, og ingen af hendes elever er kommet gennem skolen uden at have stiftet grundigt kendskab med forfatteren.
Vi hørte selvfølgelig om forfatterens liv, der ikke altid var en dans på roser, om hans levesteder, om hans ægteskaber og om hans mange bøger og noveller. De fleste af os kendte nok på forhånd Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn, men vi gik derfra med en større viden om fx alle hans noveller, som mange af os fik lyst til at læse. Ingrid havde også medbragt et udvalg af dem og andre bøger, som vi kunne købe.
Desuden hørte vi om det lille museum i Nexø, og hvad der sker der. Fx har man lavet en forfatterrute, en gåtur, hvor man kommer rundt til steder, som har betydet noget i Martin Andersen Nexøs liv. Museet står også bag Litteraturens Folkemøde, som foregår i forbindelse med Bornholms Kulturuge i september. Her kommer der en del kendte, danske forfattere på besøg.
Undertegnede har selv besøgt museet et par gange og har også gået dele af forfatterruten, og begge ting kan varmt anbefales. Og mon ikke dagens foredrag medfører et par ekstra besøg på museet?